tirsdag den 31. juli 2012

Ny kombination, træstammer, hård træning og højt humør


Tre dage er gået og vi er godt inde i træningslejren. Østrig er dejlig som altid, men igen i år har vi en del problemer med store træstammer (hvis vi selv skal sige det) i vandet, som kun ligner småtteri set fra 1’er-pladsen. Det betyder vi nu har en skæv finne som Jacob har forsøgt at rette op. 

Den nye kombination hvor Sarah C sidder stroke, Christina 3’er, Sarah J 2’er og Helene 1’er er en blivende kombination. Meningen er at Christinas og Sarahs (C) rytme forhåbentlig skulle kunne skabe en stabil rytme ned gennem båden og Helene skal kunne udnytte sin hurtige indsats bedre fra 1’er -pladsen hvor Christina tidligere altid var bagefter – igen og igen og igen. Og som Jacob siger - nogle gange skal man bare prøve noget nyt, for at tingene går hurtigere og besætningen forbliver skarpe, så man ikke kommer til at sidde for trygt og godt på sin plads.

Vi har kørt et par programmer mod LM2-. Desværre har vi måttet sande at 2- har været lige et skridt foran os på alle intervallerne undtaget en enkelt 6minutter. Når det er sagt skal det pointeres vi har en god følelse med det vi laver. Rytmen er let og livlig, og det gør vi kan fokusere mere på taglængder og trykopbygning gennem taget. Der virker til at være okay god fart i båden – også sammenlignet med LM4x hvor vi i dag har roet lige op med dem på 5minutters i bane, så LM2- må jo bare ro drønstærkt ;)

I går fik vi poleret Fede Dorit (det monstrum vi roer rundt i), men efter en times skrubning må vi konstatere at hendes gule strækmærker ikke er lige til at få af – vi må derfor bare glæde os over hun nu er blank og fin og forhåbentlig går lidt bedre gennem vandet.

Den første halve fridag har indfundet sig i dag – så vi nyder vejret, middagslur og en masse OL i fjernsynet hvor vi blandt andet har set Henrik Stephansens, Fies og firerens imponerende roning.

God tirsdag 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar