onsdag den 17. august 2011

VM-Tilmeldinger!

Der er 12 (!!) både tilmeldt i LW4x !

Dvs. at vi skal i indledende mandag d. 29. august omkring kl. 11 :D
Foreløbig tidsplan

tirsdag den 16. august 2011

Næste omgang distancer

Jeg blev lige gjort opmærksom på, at det er et stykke tid siden, at vi skrev et indlæg sidst,
så jeg bliver lige nød til at slå op i træningsdagbogen hvad der er sket siden sidst!

I fredags tog vi en formiddagstur med Anders som fotograf i motorbåden, så vi hev søndagstøjet frem og satte hår på den rigtige måde - så det forhåbentlig ikke stritter til alle sider som det plejer ;)

Vi fik en meget fin tur med 6x3' i tempo 34. Inden vi gik ud var vi lidt skeptiske overfor om vi kunne holde tempoet og farten, men det gik overraskende godt. Om eftermiddagen blev det til 10 km steady-state. Det blev en meget sen tur, fordi vi så video først for at se hvad vi skal arbejde med. Lige da vi skulle til at gå på vandet, blev Sarah J stukket af en hveps i fingeren. Heldigvis har vi en læge med i truppen i form af Mads Rasmussen som lige kunne komme med noget vejledning.Vi måtte lige vente for at se om hånden blev hævet. Heldigvis var der åbenbart ikke tale om en så aggressiv hveps som den der havde stukket Christina for et par dage siden! Så ud på blikvandet kom vi! :)

Lørdag skulle vi meget tidligt på benene, fordi den store røde redningsbåd skulle bruges af de lokale til at sætte startsystemet op til søndagens kaproning. Jacob måtte derfor låne en af de andre træneres motorbåd, som han skulle skynde sig ind med bagefter. Vi fik et godt pas trods den tidlige stund og roede tre gange 4'+4' i tempo 28+30. Der begynder nu at komme flere pas med programmer i højt tempo, som i nok kan se.
Eftermiddagen bød på 6x30 sekunders start+maks (som blev talt til omkring 23 tag i alt) med 300 sekunders pause. Det var første gang vi kørte tredive sekunders intervaller i dobbeltfireren, og det var lidt uvant. Det var ikke lige den bedste følelse, men vi satser på at det bliver bedre når vi skal ro programmet igen i morgen eftermiddag. Til den forstående omgang har den tunge damedobbeltsculler "budt sig ind" således at vi nok får nogle legekammerater. Det ser vi frem til! :D

Lørdag aften blev der lovet at vi skulle få en ny motorbåd som skulle være klar næste morgen, så det var vi meget glade for. Desværre viste det sig da vi kom ned til banen søndag formiddag at trænerne slet ikke måtte sejle ud på grund af kaproningen!
Derfor blev vi nød til at træne uden vores træner....men det kan vi nu også!
Det gik nemlig ganske godt og vi fik en hel del ud af passet der bestod af 2x(10'+8'+2') i tempo 24+26+28.

Vi fik desværre ikke mulighed for at være med i kaproningen, fordi der ikke var andre damedobbeltfirere til stede. Men otteren og fireren holte opvisningsløb sidst på eftermiddagen og tiltrak et godt publikum. Det var 500m spurt og det blev et meget spændende løb hvor spørgsmålet var om otteren kunne nå at hente den hurtigt startende firer.
( Resultater på otterens hjemmeside)
Eftermiddagspasset var steady-state og to gange et minut i banetempo (34-35).
Her prøvede vi noget nyt for at få øget kvaliteten på steady-state passene. De første fire kilometer blev der kørt teknikøvelser, de næste fire kilometer skulle der roes igennem med lidt mere tryk på benene og fokus på at få båden til at glide godt gennem vandet. På det sidste stykke roede vi de to et-minutters-intervaller. Bagefter gik vi op for at vægttræne.

Mandag formiddag var det steady-state og teknik igen plus starttræning til morgendagens distancer, hvor vi skulle ro tre gange fire minutter (lavet om fra 3x1250m, fordi vi ikke har nogen præcise markeringer her på søen) imod den lette herretoer.
I starttræningen begynder vi med at lave de første 2 tag, 3 tag, 5 tag og så 7 tag.
Herefter skulle vi fyre en hel start af i form af 15 tag, og til dette havde vi Juliane og Anne ved siden af os. Vi fik en fin start, hvor vi kom op i tempo 52, og at Juliane/Anne slog fartrekord, vidner om at vi er farlige i starten :D

I dag, tirsdag, blev der roet distancer som giver et meget godt fingerpeg om hvordan holdene ligger i forhold til hinanden og hvordan de har flyttet sig i forhold til de andre i løbet af træningslejren.
Her må vi konstantere, at vi kan få båden til at køre rigtig godt når vi rammer rigtig. Det var i dag tilfældet på halvdelen af programmet. På den første distance lagde vi lidt for hårdt ud og havde derefter svært ved at finde rytmen i banetempo, så vores modstandere trak fra os fra ca. halvvejs. Det skulle ikke ske på den næste!
Starten blev lidt mindre aggressiv på nr. to, men vi fandt en meget god rytme ned ad banen og kom hurtig op til toeren og formådede at trække forbi. Der var en helt anden rytme i båden og følelsen mindede om vores løb i Amsterdam, så det var vi meget glade for.
Det fortsatte med at køre godt på den tredje og sidste distance indtil omkring halvvejs, så løb kræfterne op og drengene formåede desværre at trække fra.
Vi må konkludere at vi stadig kan svinge i vores præstationer, og vi arbejder på at kunne ro op til vores bedste på hver distance/interval, da vi højest sandsynligt ikke får mange chancer til VM!
- og apropro VM - så kommer startlisterne ud i denne uge, det bliver spændende at se hvem vi og de andre danske hold får som modstandere - og ikke mindst - om vi får et indledende :D